Hvam Hotel 1687 til 1959

LIDT  KROHISTORIE

Så  længe  mennesker har  måttet færdes fra  sted  til  sted, har der været brug   for rastepladser under en eller anden  form. Fortidens besværlige rejse- og  befordringsmuligheder  har betinget, at disse overnatningsfaciliteter har kunnet findes med meget korte afstande  indbyrdes.

I 1396 befalede dronning  Margrethe den 1., at de kongelige fogeder  for hver fjerde mil  skulle bygge kroer, hvor alle kunne få, hvad de havde behov  for under deres  rejse. I Christian den II`s såkaldte landlov fra 1521 ændres afstandskravet  til  2 mil, og det skyldes  naturligvis de yderst ringe vejforhold. Endnu i 1600-tallet var gennemsnitsfarten  4 km.  i timen. Selv  om   vogne   som befordrings-middel  på den tid bliver almindelige,  må de stadig bruge de tarvelige rideveje,  der en våd efterårsdag eller en forårsdag med tøsjap har været  bogstavelig talt ufremkommelige.

En professsor  skrev  så sent som i 1800-tallet, at de danske landeveje  har tre  dimensioner: foruden længde og  bredde  også dybde.

I middelalderen  var det klostrene, der havde til opgave  at skaffe de rejsende  husly og mad, men ved reformationen bortfaldt klostrene, så en tid måtte præstegårdene overtage forpligtelsen.

Den allerførste danske kro, der fik kongeligt privilegium, er Bromølle  kro  på Sjælland, og det var i året 1198  under kong  Knud den 4.. Blandt de første kongelige  privilegerede kroer er også en gammel kro  ved  Frederiksborg, hvor kromanden i 1566 får  tilladelse til  afgiftsfrit at  indføre  tysk øl, mel, humle, salt, stål m.m..  Han blev derved både kromand  og  købmand, men får desuden flere andre privilegier i form  af jord, eng til hø, olden i kroens skove, brændsel og fiskerettigheder.

Det er tydeligt, at det var nødvendigt at tilbyde privilegier for at få nogen til at  påtage sig  krodrift i det hele taget.

I de store byer som København og særlig i Helsingør skød det op med herberger, hvor man kunne få natteleje og ”en pot øl eller otte” .”Men ingen var sikker for et ølkrus i hovedet eller et knivstik i brystet, kroerne i forstæderne lå helt uden  for  lov og ret, og der herskede de vildeste sæder”

Således udtrykkes det af Troels  Munk, og man kan måske frygte, at det visse steder stadig er den sørgelige situation.

Men for udviklingen af krodrift på landet var Chr.II`s forordning  af 1521 startskuddet til anlæggelse af mange landevejskroer i det 16. århundrede, og ofte lå disse udskænkningssteder ret nær ved landsbykirkerne.  Dette forhold blev  en landeplage,  der måtte bekæmpes af regeringen og de stedlige myndigheder.

Det til  krohold krævede  særlige privilegium blev ved forordningen af 1681, 1686 og 1695  nærmere fastlagt. I forordningen af 1695 forbødes således brændevinsbrænding andre steder end i de privilegerede  kroer, og det satte gang i tingene, så der i perioden 1700-1756  udstedes 200 krobevillinger med ret til  brænding.

Magistraten befalede, at  der i alle købstader og ved de almindelige landeveje, hvor den ordinære agende post kom forbi, skulle beskikkes åbne værtshuse. Her skulle der være tilstrækkelige faciliteter med hensyn til værelser, rene senge, ildsteder, gode bygninger og stalde til vogne og heste.

Kroerne kom derved til at fungere som tidens posthuse med al den leben af køretøjer og rejsende, som det også medførte.

Kromandens løn  blev beværterborgerskabet, der gav ham eneret på at huse rejsende samt andre privilegier  som f. eks. ret til rugbrødsbagning, ølbrygning og brændevinsbræn-           ding, salg af disse produkter både inden og uden  for  huset. Desuden var han fritaget for alle byens bestillinger og fri for værgemål og indkvartering af   soldater.

I perioder har der været indskrænkninger  i den privilegerede kroejers mulighed  for at betjene sognets eller byens borgere, idet hans bevilling kun gjaldt for de rejsende. Dette forhold har måske været en medvirkende årsag  til opståelse af diverse smugkroer, der uden bevilling  og udskænkningsret  kunne betjene  tørstige sjæle.

Senere er det jo heldigvis blevet sådan, at kroen er blevet borgernes samlingssted, hvor den har lagt lokaliteter til foreningers generalforsamling, politiske  møder,  foredrag, dilettant samt private arrangementer  som bryllup, fødselsdag og andre højtideligheder i  familien.

Loven om næringsfrihed af 1857 gav indskrænkninger i gæstgivernes privilegier, og beværterloven af 1912 indeholdt bestemmelser om privilegiernes bortfald. De privilegerede  kroers historie udspilles således inden for årstallene 1198 til  1912.

HVAM  KRO

Fra en let gennemgang af dansk krohistorie, vil vi gå tættere på noget mere lokalt, nemlig et forsøg på at belyse Hvam Kros historie.

Det tilgængelige kildemateriale om Hvam  Kro betinger, at det må blive spredte træk af kroens historie, der kan gives.

Om  ikke  før, så  er  Hvam  Kro  etableret  som  et resultat af  forordningerne fra 1681-1686, idet det første spor er fra 1687, hvilket ses af følgende:

I et ”Afkog af Rind herreds tingbog 1687-1688” udarbejdet af  Hans Gjedsted, nævnes kromanden i Hvam 4 gange. Kromanden var Kristen Jensen Serup, der var involveret i en arvesag, der til sidst førte til, at han rømte, og kroen blev derefter 25/7–1687 udbudt til ”leje, forpagtning, fæste   eller  lignende.”

Næste spor er fra matriklen i 1724, da Hvam Kro ejes af Søren Pedersen på Wolstrup og fæsteren hedder Christen Korfesen.

Dernæst må vi gå til folketællingen 1787, hvor Mikkel Jensen, 47 år, betegnes som bonde og kromand. Mikkel Jensens enke, Karen Sørendatter, sælger 13. dec. 1794  til Jens Christensen  Brink, der i folketællingen 1801 betegnes som selvejer og privilegeret kroholder.

I perioden 1801 til 1832  er der ingen  tilgængelige oplysninger om ejerforholdet.  Men i 1832 tilskødes Peder Holm krogården, der nu også kaldes Hvamgaard. Videre i 1839 den 14. nov.:”Peder Holm af Bramslev gjør vitterligt foregaaende Kjøbekontrakt og ifølge det kongelige Rentekammers Approbation af 21. nov. 1835 at have solgt til Mads Christensen af Thestrup  Hovedparcellen af min ejende og forhen  iboende  Gaards  Jorder, Hvam  Kroe  kaldet, af Hartkorn 1 Td. 5 Skp 1 ½ Alb”.  Købesummen var 500 Rigsbankdaler.

I realregistret til skøde-pantebøgerne betegnes Hvam Kro som matr. nr. 17a, med mere end 1 Td. hartkorn, så der er også et rimeligt stort landbrug sammen med.

Mads Christensen sælger i 1842 til Niels Christensen i Faarup, og han ejer stedet temmelig længe, nemlig til 1888, da Thomas Christian Andersen  får skøde på 17a og 6d.

Thomas Christian Andersen  var  både gårdejer og kromand, han ejede flere gårde i Hvam , men  boede  på   Holmsgårdsvej, antagelig der, hvor Jeanette og Niels Trangbæk bor nu.

Denne gård brændte i  1904, og der blev opført nye bygninger, men et andet sted, nemlig den gård vi i dag kender som ”Thomasminde”, og  her var Kurt Andersen 3. generation   fra 1952 –  1988

5. maj 1898 udskilles imidlertid to parceller matr. nr. 17i  og        17h fra 17a, og herefter betegnes kroejendommen almindeligvis som 17i  med hartkorn 2 Fdk  3/4  Alb.

Denne udskillelse sker, da Thomas Christian Andersen  sælger til Jens Christensen Rask af Aars, ”tillige  med ret til at drive Gæstgiveri (krohold)  ved Hvam  Station” . Når der nu står Hvam  Station hænger det sammen med at banen blev anlagt i 1893, det var selvfølgelig også med til at sætte gang i udviklingen.

Det må være en slægtning til den nye ejer, nemlig Valdemar Rask, der i folketællingen 1901 er ”Gæstgiver”  i Hvam, – i husstanden er også 2 opvartningspiger.

I de følgende 30 år var der  en  del  forskellige ejere af 17i ifølge realregistret. Det er dog ikke givet, at ejerne selv  har været kromænd, idet selve krodriften kan være bortforpagtet til andre.

  • 1902   Jens Rasks  enke,  Ane Rask
  • 1904   Bertel  Christen
  • 1906   A.L. Andersen
  • 1906   Søren  Christensen Olesen  Nørskov
  • 1918   Christian Pedersen
  • 1924   A.C. Østergaard  Nielsen

Her mangler et billede

Venstre side af bygningen er hotellet: ”Den Gamle  Kro” som den så ud  i 1920 med rejsestalden i forgrunden. I højre halvdel af bygningen var Barslevs købmandsforretning. Bagerst over bygningen ses stationsmøllens vindrose.

1926   Inger  Marie  Sørensen, gift med Anders Chr.  Sørensen, som  hendes særeje

1929   Anders  Leth  Christensen

1930   Agnete  og  Adolf  Jensen

Agnete og Adolf  Jensen   kom fra ”Pøtgaarden” i Hersom, (der udvindes salt i dag), de havde ingen særlige forudsætninger for at drive kroen, men Agnete var en ferm  kok, så det med maden var der helt styr  på. Adolf var handelsmand, og hans tid gik mere med handel end som krofatter.

Der var mange fester, også dengang ville folk gerne i byen, så der var en vældig  aktivitet på kroen  med kroballer, foreningsfester,   generalforsamlinger og bestyrelsesmøder, noget lignende som vi kender det i dag.

Agnete og Adolf  Jensen havde en søn, Kristian Nørgaard, som blev  gift med Lis, datter af manufakturhandler Peter Nielsen. Lis og Kristian overtog manufakturforretningen i  1936, og drev den frem til 1958, hvor de afstod den til Esther  og Elund   Treumer Christensen. (Lunde)

Esther og Lunde  kom til Hvam i 1934, de kom fra Nørager, og var begge udlært frisører, de lejede sig ind i et par lokaler i kroen  og drev salon i et par år.

Kørestalden blev revet ned sidst i 20-erne, og det gav plads til at bygge et hus, nemlig det som Emma og Arnold Holmberg boede i mange år.

Efter afståelsen i 1937 til Viggo Sørensen, flyttede Agnete og Adolf  Jensen til Hornum.

I 1940 solgtes kroen  til Marius  Sofus Pedersen.

Marius Sofus Pedersen havde kun kroen i 1 år til 1941, hvor han solgte til Alba og Marinus  Johansen, der kom fra Vamdrup. Alba Johansen  var formand for husmoderfor-eningen og udførte et stort stykke arbejde for foreningen.

19.sept. 1953 overtog Kirstine og Laurids Krog   stedet iflg. udskrift af tingbogen. Købsprisen  var 38.000 kr., ejendomsskyld 23.000 kr.

Laurids Krog var udlært sadelmager og møbelpolstrer og det var jo unægtelig noget andet at blive ”krofatter”, men det viste sig hurtigt, at han var kommet på rette hylde.

Det var jo omkring den tid fjernsynet var ved at vinde frem, og L.k. var ikke sen til at anskaffe et apparat, så folk kunne komme der og se TV, det var gratis, men man  skulle købe kaffe eller mad, hvis man ville sidde der, (L.K. vidste udmærket godt, hvad penge var værd). Der blev også spillet præmiewhist dengang. I det hele taget var der masser af liv i krostuen, selv om det var afholdshotel.  Det gik dog ganske godt med ølsalget uden bevilling, drengene vaskede etiketterne af flaskerne og så kunne man jo ikke se hvad indholdet bestod af. Det gik dog galt en dag, en af de daglige gæster var åbenbart blevet uvenner med L.K., og da han ikke kunne få lov at købe de forbudte varer, meldte han L.K. til politiet, det resulterede i en bøde for det ulovlige salg, men L.K. kunne ”sidde” bøden af, og det valgte han, til stor fortrydelse for hans kone  Kirstine, hun var ret flov over denne beslutning.

Der var jo en del aktiviteter på hotellet, bl. a. revy, og her blev det ulovlige ølsalg ikke forbigået i stilhed.

I 1950-erne anlagde man olieledningen syd-nord  gennem Støttrup  plantage, og i den tid boede der 17 arbejdere på og omkring hotellet, og de spiste  selvfølgelig også der. L.K.`s søn og svigerdatter, Tove og Frede  boede i ”Solgården i en lejlighed, den måtte de vige for at give plads til nogle af arbejderne.

Hotellet dannede jo ramme om masser af  familiefester og forskellige foreningsarrangementer, og L.K. var en fin vært , der var stil over foretagendet, L.K. var  i sort tøj og hvid skjorte med butterfly, og pigerne skulle stille i sort nederdel, hvid bluse og et lille hvidt forklæde.

Hvis der var mange gæster, var der dækket 4  lange borde, de to midterste stod tæt sammen, så der var ingen plads til serveringspersonalet, og når man først var kommet på plads, var det ikke let at komme fra bordet igen, så var det jo rart med en ”selskabsblære”.  Der var ingen stole, kun bænke og lange borde, men det var jo ret almindelig  dengang, og der er slet ingen tvivl om, at man havde det hyggeligt, når der var fest. Det var jo L.K. der bestemte, og vor moderne skik med en velkommen-sang, kendte man ikke dengang. Man indledte  festen med  verset: ”Du kvæger i ørken den tørstende  sjæl”. L.K.  var forsanger. Lokale husmødre hjalp  til ved serveringen, og  mange kan nok nikke genkendende til  en del af pigerne på  billederne bag i hæftet.

Som før nævnt, blev der jo spillet dilettant på hotellet, det var formentlig en de lokale foreninger, som stod bag , Kristian Nørgaard Jensen var instruktør, og af de medvirkende kan nævnes Tove Kristensen (Fredes kone) og Ejner Villadsen.

Der blev  afholdt generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, udbetaling af Julens Glæde, og hotellet fungerede også som afstemningssted ved de forskellige valg til kommune, amt og folketing.

L.K.  drev sadelmagervirksomhed sammen med hoteldriften.

Ved afståelsen i 1959 til Ane og Niels Gammelby flyttede Kirstine  og Laurids  Krog  til Møldrup, men L.K. fortsatte som skaffer, og der er sikkert mange, som kan huske ham og hans dygtige hjælpere fra en masse gode fester.

Prisen for hotellet var 33.600 kr., ejendomsskyld 25.000 kr.

N.G. kom fra en ejendom i Troelstrup, som blev afstået til  sønnen Arne. Ane og Niels havde ikke kendskab til krodrift, men Ane var god til at lave mad, og det er noget folk sætter pris på, så det blev til mange gode år for  dem  begge med meget arbejde. Der var mange aktiviteter på hotellet.

Datteren  Ingrid hjalp til de første år, senere blev det Karen som hjalp til med madlavning og rengøring. Gennem årene har mange forskellige  piger (koner) hjulpet til på hotellet når der var fester af forskellig art. Julle og Kresten var faste medhjælpere, når der var brug for en ekstra hånd, ja, Kresten var vel nærmest det man kalder ”hotelkarl”.

Idrætsforeningen startede med bankospil (andespil) først i 60-erne, der blev spillet hver mandag, og det var en forrygende succes, det var dengang man spillede om kvarte  grise. Der blev også spillet dilettant. Det første stykke man opførte var: ”En hosekræmmer søger natlogi”. Gunnar Kvols var sufflør, de medvirkende var  bl. a. Aase Juul, Gerda og Herluf  Andersen, Eva og Egon Jensen, Birthe Horslev og Cinda og Poul E. Hinrup.

Lærer Poul Gade fra Aalestrup var sminkør.

Stykket blev så stor en succes, at man var ude og optræde andre steder.

Det var også i 60-erne, at man startede op med de meget berømte onsdagsballer, også her var det idrætsforeningen som stod bag.

Der blev som tidligere afholdt familiefester, høstfest, juletræ, nytårsfest og  andre foreningsarrangementer. Selv kaninavlerforeningen holdt sin årlige udstilling.

Gennem årene var der en del logerende på  hotellet, bl. andet en familie fra København, der kom hver sommer. Bag i hæftet ses nogle billeder og udvalgte kopier af gæstebogen.

Niels  Gammelby døde i 1973 og Ane drev hotellet videre sammen med datteren Karen.

I 50-erne  og 60-erne var der ingen spiritusbevilling på hotellet,det er muligt  at stedet har været tørlagt  siden 20-erne, men det har ikke været muligt  at  få nøjagtige oplysninger om dette forhold.

Der kom dog nye tider i 70-erne.

I  oktober 1974  solgte Ane hotellet til et konsortium, nemlig slagter Olaf Skødt, murermester Richard Jensen, købmand Richardt  Gundersen og snedker- og tømrermester  Kaj  Hansen. Disse fire mænd havde en ide om at bygge hele hotellet om, så det blev mere tidssvarende og kunne leve op til nutidens krav.  Prisen for hele herligheden var 71.000 kr. ejendomsskyld 75.000 kr.

Det var  noget af en opgave de her havde givet sig selv, men der blev slidt og slæbt, og ved fælles anstrengelser stod der faktisk en ”ny” bygning  i april 1975, og stedet fik et nyt navn, nemlig  ”DEN GAMLE  KRO”.

Indvielsen af  ”Den Gamle Kro”  var noget af et tilløbsstykke, der var rigtig  mange mennesker, og Sussi og Leo stod for den musikalske underholdning.

Ombygningen betød også, at der ikke mere  var værelser til udlejning, 1.salen blev inddraget til lejlighed til forpagteren.

De herrer havde jo ikke i sinde selv at stå for krodriften, kroen blev forpagtet ud til Inger og Peter Ley, de to kom fra ”Knaberhus” i Aalestrup, så de vidste nok hvad det ville sige at drive en kro. Der kom rigtig ”gang i butikken”, og der var stor søgning til stedet, især den nye krostue var godt besøgt. Det var nye tider, der var kommet til Hvam. Jeg oplevede en middag for otte personer (4 voksne+4 børn), der var hidkaldt en professionel tjener fra Aalborg for at servere for det lille selskab, men det kan vist alle regne ud, at det var lidt for ”flot”, og det gik desværre heller ikke i det lange løb.

Først på året i 1977 blev Peter Ley ”løst” fra sin kontrakt, og der blev antaget en ny forpagter, Ib Adamsen,  det var dog en kort fornøjelse, i begyndelsen af 1978 stod man igen uden forpagter, og Agnes Jensen passede  kroen indtil 1. juni  samme år, Agnes havde hjulpet til både hos Peter Ley og  hos Adamsen, så den daglige drift var i gode hænder.

Konsortiet ønskede at afhænde kroen, og 1 juni solgtes stedet til Kurt og Kristine Fischer, prisen var 553.800  kr.  ejendomsskyld 580.000 kr.

Kurt og Kristine kom fra Varde egnen, og havde forpagtet et forsamlingshus på Silkeborg egnen  før købet af ”Den Gamle Kro” i Hvam.

Kristine fortæller , at det var ti gode år  med en god økonomi, der var altid god belægning i krostuen, en del faste  pensionærer, mad ud af huset, familiefester + div. foreningsarrangementer. Man havde en aftale med Vendelboe rejser, og mange af selskabets rejsegæster har fået godt måltid mad på ”den Gamle Kro” i Hvam

Krostuen var en slags social samlingssted, her blev fortalt mange historier og ”byttet mange løgne”.

Der var god brug for hjælp, når der var fest, og Kristine havde en fast stab at trække på, her kan nævnes Agnes Jensen, Bodil Andersen, Jonna Skov Jensen, Lene Carøe og Kirsten Pørtner.

Villiam Pedersen  var ”hotelkarl”.

En daglig gæst på kroen var Søren Andersen (Gaw Søren)

I juni 1988  solgte Kristine kroen til et norsk ægtepar nemlig: Randi og Reidar Færøgkavlen, prisen var 825.000 kr. ejendomsskyld 630.000 kr.

Randi og Reidar havde sikkert en masse ideer om hvordan de ville drive stedet, og de puttede en masse penge i kroen. De byggede en pavillon til i  forlængelse af den store sal, og de forsøgte virkelig at gøre stedet hyggeligt og meget indbydende, men omkostningerne løb åbenbart fra indtjeningen, og de gode nordmænd opgav selv at drive kroen. Fra maj 1989  til 31. dec. 1990 var kroen forpagtet ud til Jette og Susanne Pedersen, Jette var dog kun med ca. halvdelen af tiden. Forpagtningen varede altså godt 1 ½  år, som gik stille og roligt, og da Susanne holdt op ved indgangen  til 1991, blev der meget stille . Der blev holdt enkelte fester, men kroen var ikke åben som sådan.

14. august 1991 var der tvangsauktion , og Nykredit overtog stedet. Det var jo ikke just fremmende for krodriften, men 15. febr. 1992 overtog Gunnar Holst ”Den Gamle Kro”, pris 380.000 kr. Gunnar  Holst var kromand i Møldrup.

Så kom der igen lidt liv på stedet, men  kroen blev ret hurtig handlet igen. I. maj 1993 købte Ninna Nielsen kroen. Ninna  måtte betale 500.000 kr. for hele herligheden, og så var den flotte pavillon endda fjernet, det var godt nok en skam.

Ninna forsøgte ihærdigt at få en god forretning ud af det, men det blev aldrig rigtig godt, og  omkring årsskiftet 1998/99 afstod hun kroen til an kreds af borgere i Hvam.

I  1998  tog nogle  af byens borgere initiativ til at genåbne købmandsbutikken Gl. Viborgvej  50, dette projekt blev dog ikke til noget, Låsby-Svenden kom først og købte bygningen. Nu var det jo nærliggende at tro, at samme Svendsen kunne have interesse i at købe ”Den Gamle Kro”, den risiko turde man ikke løbe, og man fik nedsat en arbejdsgruppe som gav sig selv den opgave at undersøge mulighederne for at erhverve kroen, og omdanne  stedet til forsamlingshus. Det må retfærdigvis nævnes, at Låsby-Svendsen ikke på noget tidspunkt havde meldt sig som  køber  af ”Den Gamle Kro”.

Arbejdsgruppen indkaldte til borgermøde og eventuel stiftende generalforsamling lørdag d. 31. okt. 1998, der var stor opbakning  til arbejdsgruppens forslag, så man kunne gå videre med stiftende generalforsamling.

På dagsordenen til generalforsamlingen var der selvfølgelig et punkt, der hed valg til bestyrelse, og følgende blev valgt:

  • Peter  Bach                    formand
  • Bent Kjærsgaard            næstformand
  • Marianne  S. Jensen                sekretær
  • Bruno Pedersen             kasserer
  • Herluf  Andersen
  • Bjarne Sørensen
  • Preben Sørensen
  • Tage Bisgaard  Hansen
  • Christian Blach
  • Jonna Jensen                  suppl.
  • Lene Leegaard                suppl.

Nu skulle der arbejdes, og det lykkedes hurtigt at skabe økonomisk grundlag for at købe kroen. Prisen var 425.000 kr., og der blev solgt andele for ca. 150.000  kr.

Bestyrelsen  + mange andre af byens borgere ydede en fortræffelig indsats, og i januar 1999 kunne man slå dørene op til  ”Hvam  Kultur- og Forsamlingshus”.

Det var et smukt resultat, og selv om der nu er gået 5 år , hvor huset har været lejet ud adskillige gange, bærer det stadig præg af, at der ikke gøres rent og ikke gøres i orden, der holdes rent, og der holdes i orden, takket være en god bestyrelse, der i dag udgøres af:

  •   Jonna Jensen                  formand
  •   Bent  Kjærsgaaard                   næstformand
  •   Marianne S. Jensen                 sekretær
  •   Annette Pedersen                     kasserer
  •   Ole Ørris
  •   Jens Frederik Henriksen
  •   Gitte Thougaard
  •   Preben Sørensen
  •   Tonny  Hansen
  •   Peter Poulsen                 suppleant

Med hensyn til Gl. Viborgvej no. 40, der hvor Gyda og Jørgen Bisgaard bor nu,  så har denne bygning  haft samme ejer som hotellet gennem mange år.

Iflg. tingbogen har Marinus Johansen  købt bygningen d.6/2

1946 for 14.500 kr. ejendomsskyld 6.000 kr. og solgte til Niels Gammelby  d. 24. marts  1960,  pris  19.000  kr . ejendomsskyld  13.800 kr. Ved Niels  Gammelbys  død  i 1973 overtog Ane ejendommen, men solgte videre til svigersønnen, Erling Johansen. Erling restaurerede ejendommen fra kælder til kvist og indrettede to lejligheder, en til Ane og en til Karen og Erling.

I 1993 blev huset solgt til Aalestrup kommune som indrettede stedet til børnepasning ”Solstrålen”, men siden 1997 har Gyda og Jørgen Bisgaard  ejet  stedet.

Der har gennem årene boet mange mennesker i denne bygning , som har huset forskellige forretninger, lejligheder, pengeinstitut, og mindre håndværk, men det er en helt anden historie, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.